Jeg steg ud af bilen med mappen i hånden. Jeg smækkede døren i. Paul åbnede den bag mig, da jeg gik mod hoveddøren, og han lukkede den forsigtigt igen, da han så, der ikke sad flere på bagsædet. Eller hvad det nu var, der gik op for ham. Den model var nok ikke vant til, at passagererne selv steg ud. Og det krævede nok større indgreb at få ham tilvænnet den kendsgerning, at jeg altid selv åbnede min dør.

Ved døren lagde jeg min hånd på en plade ved siden af den gamle dørklokke. Pladen lyste grønt. Jeg så ind i et lille kamera. Døren gled op, og jeg trådte indenfor.

Kate, mere shinet op end normalt, mødte mig med at anonymt kys og gjorde et nik mod stuen. "Han drikker ikke," sagde hun. "Altså spiritus, men han tog høfligt imod et glas danskvand."

Høfligt. Altså var han ikke en mand, der var høflig for sin egen skyld, kun for at begå sig, så han kunne gøre sit job, og min kone brød sig ikke om ham. Jeg havde lært at læse mange ting ud af få ord, ikke mindst min kones.

"Fornuftig fyr," mumlede jeg og forsøgte at lyde munter. "Hvis man ser bort fra, at han er stjæler den tid, jeg havde sat af til dig."

"Smigrende." Hun skævede til mig og gik ind i køkkenet.

I mange ægteskaber, jeg havde været ude af stand til at redde, ville ægtemanden have fået skylden for denne situation. Men min kone var ikke dum. Hun forholdte sig til den kendsgerning, at heller ikke jeg var skyldig. Jeg var mindst lige så skuffet som hende over den ubudne gæst.

Jeg lod det dog ikke komme til udtryk, da jeg trådte ind i min stue. Den var fin og nydelig, selv om vi ikke havde nogen ansat til at gøre den ren. Væggene kunne ikke ses for bøger. Det var naturligvis ikke rigtige bøger, da alt efterhånden var digitalt nu omstunder, men de satte et vis præg på æstetikken. Det samme gjorde det kunstige brændsted, som ganske vist varmede, men ilden var skabt af spejle, optik og andet, jeg ikke forstod mig på. Derudover havde jeg den klassiske divan og den lænestol, som han havde slået sig ned i, vores ubudne gæst.

Han var en lille mand, som stak hovedet op fra et lidt for stort jakkesæt. Trods sin størrelse virkede han ikke drenget på nogen måde. Det var et anonymt, men voksent blik, der mødte mig. Et brunt veltrimmet fuldskæg og et par firkantede briller og to buskede øjenbryn. Han måtte dog stadig være forholdsvis ung.

"De ligner ikke en betjent," sagde jeg, for jeg var klar over, at politiakademiet ikke tog små mennesker ind, og dermed fik jeg også givet en diskret kompliment med omvendt fortegn. "Hvad kan jeg gøre for Dem?" spurgte jeg videre, og dette var så min venlige måde at spørge ham, hvad fanden han lavede i mit hjem. Jeg gav ham tilmed hånden, før jeg selv satte mig ned overfor ham med store forventninger om et fyldestgørende svar.

"Jeg kommer med en venlig hilsen til Dem," sagde han køligt og rakte mig en blå konvolut med et hvidt stregmønster bagpå. Det lignede noget fra en gammel dame, ikke fra en politiafdeling eller en anden organisation, jeg kunne forestille mig havde adgang til sikkerhedssystemet.

Jeg tog imod det, rejste mig for at finde en brevåbner ovre i mit skrivebord og åbnede konvolutten. Brevpapiret var ikke af samme stil som konvolutten, i stedet fandt jeg et kedeligt A4 ark, dog nydeligt foldet sammen. Det var en udskrift, og teksten var lille.

"Hvad står der?" spurgte jeg.

"Der står, at De er blevet pålagt en opgave," svarede manden i min stol, fortsat i det kølige og anonyme tonefald. "Den er ikke stor, skulle ikke være Dem uoverkommelig på nogen måde, men det forventes, at De prioriterer den højt og aflyser alle øvrige aktiviteter i næste uge for at gøre plads for undersøgelsen."

Jeg rystede på hovedet og ville give ham konvolut med brev tilbage, men han afviste den med en flad hånd og fortsatte: "De forstår nok ikke alvoren, men jeg garanterer Dem for, at vi kan hjælpe Dem til at forstå."

Jeg følte mig provokeret. Jeg tænkte på min kone, mit hjem, min tid. Alle disse ting havde han rørt ved for at tildele mig, hvad han kaldte en opgave! Jeg var selvstændig, valgte selv mine opgaver. Ingen, end ikke en lille mand med de rigtige kontakter, skulle påstå noget andet. Jeg lagde bånd på mig selv for ikke at hidse mig op.

"Ligner jeg en forsker? Står det måske i mit CV?" spurgte jeg udfordrende. "Jeg har ikke arbejdet under nogen i årevis."

"Alle arbejder under nogen, idet de arbejder for nogen, Dr. Tranger. Der er ingen grund til at blive vred. Vi er en interessegruppe, og De er vores interesse. Deres arbejde er respekteret de rigtige steder, og vi behøver den respekt. Den gør dem til en nøglefigur i det spil, der foregår bag forhænget. De er af større betydning, end De kan forestille Dem."

Han var stille. Jeg så på ham. Disse billeder og metaforer, der gav mig indtryk af storhed, men som reelt ingen kendsgerninger gav mig. Var det embedsmænd? Var de korrupte? Eller stod den nationale sikkerhed tværtimod på spil? Eller var hans billedsprog kun for at gøre indtryk på mig? For at påvirke mig til at makke ret?

Det eneste, jeg vidste, var, at han havde skaffet sig adgang til mit hus imod min vilje. Det krævede kontakter. Sikkerhedssystemet var installeret af Sacury Inc., af flere anset for at være den mest pålidelige virksomhed på området. Og politiet selv kunne ikke få adgang uden en dommerkendelse eller mit samtykke. Dette var, hvad denne mand, måtte have viklet sig udenom.

Først nu gik dette op for mig.

"Hvis det, De siger, er sandt," sagde jeg. "Hvilken betydning får det så for mig? Og for min kone? Kan det koste mig den respekt, De mener, jeg besidder?"

"De er selv herre over konsekvenserne," sagde han og tømte sit glas med danskvand, som var det et shot. "Foreløbig kan De jo læse brevet, og jeg foreslår, at De holder det for Dem selv."

Han rejste sig, gjorde en bukkende gestus og gik mod entréen. Jeg fulgte med ham derud. Kun sekunder senere var han ude af min dør, ude af min villa, borte fra min grund. Det eneste, jeg havdet tilbage af ham, var et lille brev, hvis indhold jeg straks måtte læse.

Ganske kort tid efter sad jeg i min stue med læsebrillerne på, parat til at tygge mig gennem brevets indhold. Kate stillede sig foran mig. Hendes hår bølgede smukt ned over skuldrene. Hendes øjne var dybe, brunde, udfordrende. Morgenkåben gled af hendes skuldre og faldt på gulvet. Hun var smukkere end nogensinde, ikke mindst da jeg tog læsebrillerne af, ikke mindst smukkere end den blå konvolut, der snart lå på gulvet sammen med kåben.

"Hvordan gik foredraget, Mickey?" spurgte Paul interesseret.

"Uden problemer, tak for din interesse," svarede jeg. Det var en vittighed, som kun jeg forstod. "Det glæder mig i øvrigt, at du fandt bagindgangen," fortsatte jeg.

"Stedbeskrivelsen var god."

"Ja, ser du, jeg trænger til at slappe lidt af," sagde jeg og fiskede en flaske vand op fra kølerummet under det midterste sæde. "Og jeg har poseret for rigeligt med journalister de sidste par dage, Paul."

"Jeg er glad for at kunne behage dig," var hans eneste reaktion.

Jeg sukkede og så ud i regnen gennem glasset. Man kunne kun se ud, ikke ind. De mange mennesker, vi på et tidspunkt kørte forbi, anede ikke, at jeg sad lige her. Min agent, Harris, havde anbefalet mig at bade mig så meget i blitzen fra deres kameraer som muligt, mens jeg var på toppen.

I begyndelsen havde jeg fulgt hans råd. Jeg havde også gjort den fejltagelse at kigge i nogen af bladene, jeg kom i, og læse nogen af de ting, jeg efter sigende skulle have sagt til dem eller gjort i og udenfor deres nærvær. Berømmelse havde sin pris, især i min beskedne alder af tredive.

Der lød en ringetone, og jeg bekræftede, jeg ville svare.

"Hej skat." Lyden af min kones blide stemme var et af de sikre tegn på, at arbejdsdagen var forbi. Jeg skulle ikke tænke på mere i dag. "Hvornår kan jeg regne med, du kommer hjem?"

"Paul og jeg er på vej. Hvordan har din aften været?"

"Fin. Hvornår kommer du?" spurgte hun igen, utålmodigt.

"Paul?"

Der gik knap to sekunder, før han svarede: "22:43, hvis trafikken fortsat er som nu. Hvis der er mere glat udenfor den tættere bebyggelse, er Mickey hjemme klokken 22:50, Kate."

Det var min kones navn. Da jeg først anskaffede ham, kaldte han os Dr. og Fru Tranger. Af en eller anden grund, synes Mary ikke, at vores efternavn er prangende. Sætter man S foran, så er vi fremmede. Måske det er det, hun ikke bryder sig om. Min far var ellers ret stolt af det, og jeg må indrømme, der skal meget til for at få mig til at give afkald på familienavnet, især nu hvor stort set alle har hørt om Dr. Mickey Tranger. Jeg lever nu på mit navn. Min nye bog solgte ikke på sin titel, men på mit navn.

"Der var en mand, der opsøgte mig på arbejdet i dag. Han sagde, han kendte dig. Han var temmelig fræk, han vadede bare ind på afdelingen i sit mørke jakkesæt og spurgte efter mig."

"Sagde han, hvad han ville? Eller hvad han hed?"

"Kun at han kendte dig og ville snakke med dig."

"Hvornår?"

"Ja, det er det, der er lidt fjollet. Han sidder i stuen."

Lavede hun sjov? Nej, naturligvis ikke. Der var ingen synlig munterhed i hendes stemme, desuden havde hun bedre humor end som så, selv om hun ikke havde min humor. Altså måtte der sidde en mand i min stue, som ventede på mit selskab. Eller var han der slet ikke på grund af mig? Var han i virkeligheden ude på at udnytte min kone? Det var absurd, huset var som alt andet totalt overvåget. Hvem ville nogensinde udnytte en kvinde i hendes eget hus. Medmindre han var psykisk ustabil og ikke var i stand til at overskue, hvad hans handlinger kunne resultere i, eller måske han godt kunne se det, men ikke kunne styre sig.

Jeg tog en dyb indånding. Det var vel en ganske naturlig reaktion, jeg kom med. Enhver mand der fik at vide, at hans kone var alene med en fremmed mand, ville nok ikke kunne afstå fra at gennemleve visse skrækscenarier i hovedet. Slet ikke jeg med mit job.

"Skat?" sagde hun, og jeg gav en lyd fra mig som for at bekræfte, jeg havde hørt og forstået hendes ord. "Jeg er ikke sikker på, hvad jeg stiller op med ham, men på den anden side, han virker ikke utålmodig eller noget."

"Hvorfor lukkede du ham ind?"

"Jeg lukkede ham ikke ind. Både hans fingeraftryk og pupil blev godkendt."

En politibetjent? Jeg havde et topsikkert sikkerhedssystem, hvor kun jeg, min kone og betroede politienheder kunne komme igennem. Systemet var på et net, kun politistyrkens specialafdelinger havde adgang til, da der var lov om den slags. Forsøg på at misbruge nettet blev straffet med livstid, og ingen risikerede det.

"Tilbyd ham en drink. Sig, at jeg snart vil være der. Vi ses om ikke så længe, skat. Der er ingen grund til bekymring."

Hun vidste, jeg mente det, når jeg sagde det sådan. Vi talte hinandens sprog, og beroliget sagde hun farvel og lagde røret på.

"Sømmet i bund, Paul."

"Så stik mig en hammer," svarede han og lo. Det havde været sjovere, hvis ikke jeg selv havde lært ham det, ikke desto mindre havde det moret min kone, da vi sagde det for nogle dage siden.

"Sømmet i bund, Paul," sagde jeg igen.

"Så stik mig en hammer," svarede han og lo, som havde han allerede glemt, at han havde sagt præcis det samme lige før.

Jeg smilede med en barnlig fascination. Var jeg mon den eneste trediveårige mand i verden, der fandt på at eksperimentere med sine intelligente ejendele efterhånden? Forhåbentlig ikke.

"Vi er der om fem minutter," sagde Paul så, umiddelbart ganske uopfordret, men som han plejede.